Dette skrift er skrevet i et ubehageligt, men ikke desto mindre klart, øjeblik - derfor har jeg valgt ikke at rette det igennem, men derimod skrive til, hvis jeg finder yderligere aspekter essentielle for forståelsen. Dette betyder dog, at div. syntaks og stavefejl sniger sig ind hist og her, men jeg vurderer at de ikke forringer hverken forståelsen eller stemningen
 

Men hov! Sagde jeg ikke at alle skal have lov til at have deres egne holdninger og meninger? Naive ko! Jeg nægter at accepterer at nogen form for underkastelse, kan lede til nye tanker og ideer - og hvorfor skulle de det? Med dogmer har folk jo en løsning på alt - der er den rigtige og den forkerte holdning - ergo er min holdning og hele dette skrift forkert! - Nej. Men det er heller ikke rigtigt, for alle må jo have lov til at kommenterer mine holdninger, vi lever jo i et frit land... Min ven, min klare og offensive ven. Du og jeg ved, at sålænge jeg ikke ønsker at høre noget om dette skrift fra nogen som helst andre end dig, skal folk holde deres kæft om det. For de eneste de så kan tale med det om er jo alle de andre, hjernevaskede, farveløse mennesker, og så har vi igen en flok nikkende insekter, der bekræfter hinanden, ved at fortælle hvor forkert alle mine konklusioner er, og at det ikke kan accepteres af nogen som eksistensretning (Vi tæller åbenbart ikke som gyldige, samfundsmæssige individer, min ven og jeg!). Men mit dilemma ligger foran mig. Mit foromtalte asketiske ideal finder faktisk sin selvtilfredsstillelse, gennem netop det, at jeg har svaret på hans udspil (jvf. kuglen, frekvenserne, etc.) - mit forsøg på at rette kritikken tilbage på rette spor, efter den, bagefter den er blevet skrevet, er blevet afsporet, har endt i en aktivering af de meget små grå! It's alive! It's alive! [it's a lie].

Der var engang for mere end 2500 år siden, hvor mennesket levede i pagt med sig selv - en periode hvor frugtbarhed og behov blev mødt af et sprudlende krav fra menneskets side. Afbillederne på denne tid var ikke af pornografisk natur, men en hyldest til beruselsen i begæret, den naturlige erkendelse af sig selv og sine behov (afbillederne er den dag i dag set på som anstødelige, da fallos ofte fremkommer i stor stil - Men nok om det. Gennem netop dét moderne historikere har beskrevet som et kaos, opstod en orden og et system, som end ikke de har kunne bortvise (på trods af deres bedrevidende gammelklogskab). En fremdrivende kraft, der skabte et utroligt højt udviklet system, der indebar at samfundet var en del af mennesket. Dengang var der ikke grundlag for de foruroligende beviser vi har foran os den dag i dag om menneskets omtvungende evolution - et forsøg på direkte at afspore det eneste vi har og er - et kaos der mildest ligger langt fra Dionysos. Derfor er det i dag blevet nødvendigt for os få erkendende mennesker, at tage totalt afstand fra den rigtige og den forkerte side, for de ligger begge udenfor periferien af det gamle Grækenland og den anti-dualistiske opfattelse, der ved vor fødsel var totalt naturligt. Begreberne rigtigt og forkert eller godt og ondt er for svage og hviler på intet andet end den dagsorden som dualisterne har lagt for dagen. - Nej, den eneste opstand jeg har mulighed, er at skabe min egen synsvinkel - min dybere, universelle opfattelse, som jeg ser dem - hvori der ikke til sidst opstår et "ja", et "nej" eller et "måske" - så ville det ikke længere være muligt for tågemenneskerne at sætte en brik på mit felt, for den eneste der kan det, da det kun eksisterer i mit univers! I min selvtilfredsstillelse, der uden at bryde deres love gør op med mit kyniske blik og kaster ro over mig (alle andre vil højst sandsynligt opfatte dette som et uforståeligt kaos, såvel som dette skrift - og hvem sidder så egentligt bedst i det? Følelsen er ubeskrivelig!) Er det ikke til at følge med længere? Har du tabt tråden? Så kan jeg lige så godt gå videre! Taber (- absolut ikke ondt ment, men ærligt ment, det er jo trods alt af ren fornøjelse jeg skriver dette, så hvorfor føre folk bag lyset nu?!)!

Jeg lever ikke mit liv med at prædike eller skrive (dette vil højst sandsynligt blive det eneste de fleste af Jer vil høre fra mig) - det har gået så grufuldt galt for så mange, og tænk på alt det arbejde der er gået tabt pga. fx. det faktum at en historie har skulle haft en morale - en enkelt linie har ødelagt mit billede af langt de fleste umiddelbart store mennesker, skuffelse på skuffelse, igen og igen! Jeg er en musiker - jeg holder min mund lukket og holder mig væk fra alle andre end mine få venner og mine tilhørere. Jeg har altid spillet musik, og en mand ved navn Schopenhauer (påtrods det noget paradoksale faktum at han rent faktisk blev et asketisk ideal, en præst), har opfattet musikken som mere end blot endnu et æstetisk medium, nemlig som en kunstart der stiller sig over alle andre. - Dette sker gennem den uafhængighed der ligger i, ikke at genskabe fænomener, men dét at det er et fænomen der i sig selv taler "viljens eget sprog og gør det umiddelbart nede fra afgrunden" (Nietzsche om Schopenhauer). I musik behøver man ikke at tage stillinger til noget (selvom langt de fleste musikgrupper gør det, og kun spiller i én stil, som de selv ser som totalitær, i hvilket de taber evnen til at gå videre), man kan, hvis talentet altså haves, skabe en hel opbygning der kan rive en brutal klo ned i folk, der så vil gå med chokket og følelsen resten af livet - det er dét som jeg kan skabe, selvom det dog kun er få mennesker forstår musikken, og således har mulighed for at blive så dybt berørt af den - derfor er det ikke ulovligt den dag i dag, at vælge hvilken musik man vil høre, og den musik jeg taler om virker som oftest som totalt afslappende og lægger sikkert hos de selvudråbte overmennesker som noget der er med til at sløve instinkterne. Oh! Hvor skulle de vide bedre - alle de tanker jeg har haft er blevet gennemprøvet, omstøbt og funderet over, ikke i selskab med en kvinde, en intellektuel, på en læreanstalt, men imens jeg har hengivet mig til musikkens dynamiske harmonier (Det kunne lyde som om jeg er klassisk musiker, men disse fænomener findes i mindst lige så stor grad inden for rytmisk musik (dog er det kun en dråbe i havet af talentløse orkestrer), desværre (!) kan jeg ikke forholde mig til klassisk - det er bare alt for meget, og virker for anstrengende, men princippet kan måske især forstås af klassiske musikere eller tilhørere). I øvrigt kan det bemærkes, at bare det at skrive om musik gør min stil meget mere rolig, måske også fordi jeg ved at det er et af de steder hvor tentaklerne fra sumpuhyrene ikke kan nå mig (pervertere kan de dog altid, men ikke nedbryde det). Men nu tilbage til livets andre afskygninger og den dertil (for mit vedkommende) hørende stil.

My page recognizes a 'Gotcha' award for what it is!